Fabelagtigt forsvarsskrift for kritikerens gyldighed

”Dette blir underlig, det blir en underlig reise.” Susanne Christensen holder bestemt, det hun lover i denne sætning, der indleder essayet Leonoras reise. Men hvem er denne Leonora? Leonora Carrington (1917-2011) var en britisk-mexicansk kunstner, der frekventerede den surrealistiske kunstnerkreds i Paris i mellemkrigstiden. Da Anden Verdenskrig bryder ud, flygter hun først til Spanien, hvor hun en kort periode er indlagt på en psykiatrisk institution. Under en patientoverførsel til en institution i Sydafrika stikker hun af og rejser med snesevis af andre eksilerede kunstnere fra Europa til USA og senere videre til Mexico. Og nå ja, desuden var hun i Frankrig-tiden også kæreste med maleren Max Ernst.

Det er biografien skåret ind til benet. Men Christensens ærinde er alt andet end at skære i stammen for blot at tælle årringene. Igennem bogens ti kapitler fordelt på to dele vil hun korrigere Carringtons tilværelse i den kunsthistoriske kanons skygge. Og sådan en revitalisering af hidtil oversete kunstnere, som vi har set flere eksempler på i de seneste årtier, er ubetinget prisværdig, da den bidrager med uvurderlige korrektiver til kunsthistorien. En monografi af den surrealistiske kunstner Carrington er derfor også helt berettiget. Men det er alligevel ikke det, Christensen har skrevet. Dertil er hendes essay, som hun selv indleder den, alt for underlig. Og tusind tak for det!

Skriftlig okkultisme

Susanne Christensen nøjes nemlig ikke med at halse efter Leonora Carrington i et forsøg på at afdække et unikt og underkendt livsforløb i den surrealistiske kreds af kunstnere. Personligt og inderligt fletter hun sit eget udsatte liv som kunstkritiker og kulturarbejder ind og ud af Leonoras kunstnerliv og krydsklipper på den måde hektisk mellem nutiden og efterkrigstiden. Det lyder måske umiddelbart forvirrende og en smule usympatisk at bruge et andet menneskes liv på denne måde. Men Christensen er ikke nogen novice. Hun bruger sit hårdt erhvervede redskab – skriften – som et okkult instrument til at mane Leonoras åndrige og fantasifulde livssyn frem for øjnene af læseren. Og med Carringtons særlige blik på den indviklede verden udfører essayet en seismografisk registrering af vores samtids skælven – herunder ikke mindst, den psykisk og økonomisk prekære position kritikere som Christensen selv i stigende grad befinder sig i.

Dermed ikke sagt, at essayet blot mimer det surrealistiske emne i sin skrivestil. Det vil være for simpelt, manieret og kritisk uambitiøst. Nej, formen er snarere digressiv overrumplende, labyrintisk, barok. Der er tale om en art spekulativ fabulering, tydeligt og udtalt inspireret af den amerikanske biolog og viltre teoretiker Donna Haraway (f. 1944). Selvom det egentlig er umuligt at plukke et citat ud, der adækvat kan vise det, jeg prøver at forklare, er her et godt eksempel på essayets tempo, visualitet og springkraft:

”Leonora sitter overfor meg nå. Hun er hvit – ja, hun er veldig hvit. Hun er nesten gjennomsiktig. Tre tarotkort ligger på bordet mellom oss. Leonora peker på kortene, og jeg tror jeg vet hva hun mener. Vi har kommet frem til den mest spennende delen av fortellingen, og jeg bør skjerpe meg. I Mexico City ble hun endelig seg selv som kunstner. En gruppe venner begynte å møtes, en gruppe som blant andre omfattet Leonora, hennes venninne Remedios Varo, Octavio Paz og en broket forsamling av eksileuropeere som hadde reddet seg ut av det brennende Europa. Den spøkelsesaktige Leonora peker på de tre tarotkortene. Jeg har begrenset viten om tarotkort, men jeg ser at det er tre sterke kort. Det er yppersteprestinnen, månen og narren. Vi starter fra den ene enden. Yppersteprestinnen kan bare være Remedios Varo.”

Med afsæt i dette fuldstændigt blændende drømmesyn spinder Christensen en medrivende afslutning på essayets første del, der hovedsaglig har kredset om Leonoras opvækst og ankomst til Mexico. Med alle de tænkelige og særligt utænkelige afstikkere, dette har medført i Christensens fantastik. Månen på tarotkortene er forresten Leonoras anden mand ‘Chiki’ Weisz, mens narren er den excentriske poet og mæcen Edward James. Forklaringerne vil jeg lade essayet om at udfolde.

Det, jeg egentlig prøver at sige, er, at dette essay er et fuldstændig overvældende stykke litteratur. Et uafviseligt forsvarsskrift for kulturarbejderens gyldighed og grundighed. Christensen gendriver den gudsjammerlige kritik af det humanistiske vidensfelt og den motiverede vurderings (lige)gyldighed med kritikerens eneste våben: Den smældende skrift:

”Å være relativt observant og innstilt på å bruke sine dager på å forsøke å formulere seg om kunst kan knapt regnes som en ordentlig jobb. Det er definitivt å gå for langt å si at vi er rotter, men kanskje vi er en slags skogsduer med deformerte føtter. Egentlig er jo skogsduer rotter med vinger, men i det minste kurrer vi i trærne, noe som kan oppfattes som ganske stemningsfullt av tilfeldig forbipasserende. Av og til får vi øye på en sjenerøs håndfull gammelt brød som kastes ut av et vindu. Da kommer vi susende fra tretoppene. Vi kurrer ekstatisk: ‘Vi fikk lønn, vi fikk lønn!’”

Jamen, er det da ikke den mest tungsindige, solidariske og edderspændte beskrivelse af kulturarbejderens anseelse og prekære forhold?

Efter læsningen af første del af essayet må læseren sidde stakåndet og vindblæst tilbage. Christensen har fuldstændig overrumplet enhver forventning man måtte have om den moderne kunstkritiks spændevidde. Det er ganske enkelt ualmindelig imponerende.

En bismag af noget frelst

Til gengæld synes jeg, der sker noget beklageligt med tempoet i anden del af essayet. Spurten, den tour de force af kvantemekaniske spring mellem de forskellige olympiske ringe, som definerer Susanne Christensens overlegne vid og spændvidde, ophører, og en letmodig, joggende tilstand tager over. Det giver tid og rum til lidt mere biografisk baggrund om Leonora Carringtons liv i Mexico. Ligesom vi hører om Susanne Christensens rundtur i USA og Mexico som led i hendes personlige indlemmelse i et endnu spædt Carrington-forskningsfelt. Fortællingen tager over og det fabulerende og spekulative tager i højere grad plads på bagsædet. Særligt et kapitel med en forestillet samtale mellem Donna Haraway og Leonora Carrington synes at være en lige vel pædagogisk måde at beskrive Haraways tænkning på.

Det er ikke fordi der ikke stadig er masser af omveje i essayet. Christensen svinger forbi alt fra økofeminisme over Velvet Underground til de massive mængder plastikaffald i Stillehavet på sin vej. Men det er som om sprængstoffet er blevet vådt. Smældene er lavere og de helt store overraskelser udebliver.

Jeg tror, paradoksalt nok, det har at gøre med begyndelsens hæsblæsende og laserzappende hjernevrid. Efter sådan en omgang giver det god mening at sænke tempoet en anelse, men det har en pris. Gestaltningen af Carrington som en måde at betragte samtiden på svinder ind og Christensen selv tager mere over. Og netop fordi Christensen pludselig i højere grad egenrådigt er afsenderen, bliver de gentagende sure opstød mod særligt mobilfikserede og verdensafkoblede fodgængere en anelse trættende og fromt.

I anden del skal kapitlet om Día de Muertos (de dødes dag) i Mexico dog fremhæves som yderst hypnotisk, febervildt og fængslende. Susanne Christensen skriver bare vanvittig godt. Hun kærer om sit emne, ja, kærtegner det nærmest, men det betyder ikke, at hun er bange for at give det modstand. Den helt store lære om kærlighed og affektion, som essayet telepatisk overfører, er netop at solidaritet, altruistisk vision og fremtidsforestillinger gror bedst i den kritikerkrablende muld: Her finder de frugtbare udvekslinger sted.

Susanne Christensen
Leonoras reise
Essay
Forlaget Oktober, 2019
193 sider