Kulturkritik til en politisk krisetid

Globale protester kaster grus i kapitalismens velsmurte maskine. De offentlige pladser fyldes igen med demonstranter, der nægter at føje sig, og i kulturkritikken findes de revolutionære paroler frem igen, skriver Karl Emil Rosenbæk.
04.12.2019 - 11:03

Et spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse. Hvor mange gange har vi ikke set denne emblematiske sætning fra Det Kommunistiske Manifest (1848) følge i hælene på en økonomisk krise? Senest efter finanskrisen i 2008 blev det gamle spøgelse genopvakt og nærstuderet i et forsøg på at forstå kapitalismens kortslutning. Og nu er det som om, det igen igen (igen) er blevet tid til at støve revolutionsstøvlerne af. Protesterne spreder sig i skrivende stund som årringe. Der er stadig gule veste i Frankrig og eskalerende retssikkerhedsprotester på femte-sjette måned i Hong Kong. Der er massedemonstrationer i Slovakiet, og der er – på trods af magthavernes voldsomt hårdhændede forsøg på at slå det ned – vedvarende protester i både Chile, Egypten og senest også Iran. I Vesteuropa demonstrerer trængte landmænd over klimakrav og øget udgifter til landbruget ved blandt andet at blokere vejene omkring Haag i Nederlandene og ved at skabe trafikkaos med deres traktorer i flere af de tyske storbyer. I Ecuador protesterer folket over en foreslået forøgelse af benzinpriser, i Libanon er der udbredte elite- og korruptionsprotester (der indtil videre har resulteret i premierminister Saad Hariris tilbagetræden) og i Irak fortsætter den selvudnævnte Oktoberrevolution ufortrødent. Omstændighederne er forskellige, vreden rettet i hver sine retninger, men der er en fælles klangbund af utilfredshed over et økonomisk system, der opretholder ulighed kombineret med en selvtilfreds privilegeret politisk elite.

I medierne reporteres der massivt og med rette fra disse højspændte kampzoner, afmægtige opråb spredes på de sociale medier og på behørig afstand afkræves hjemlige folkevalgte andet og mere end vage støtteerklæringer. Men det er ikke kun på den politiske scene, der er røre: Også i kulturkritikken findes de revolutionære paroler frem igen. Forskellen fra finanskrisen i 2008 er bare, at vi denne gang ikke står midt i en global økonomisk krise. Vi er derimod kommet langt ud på et billedpolitisk overdrev, hvor visionære politikker er blevet erstattet af polariserende stemmemaksimering eller virkelighedsfjern magtkonsolidering. Det er med andre ord muligt at være tale om en reel politisk krise. Vi er så at sige på herrens mark.




Artikkelen er 2714 ord lang.

Du må være abonnent for å kunne lese denne artikkelen

  • Ordinært abonnement
  • Privatabonnement
  • Korttidsabonnement