Det sorte guld i dansk klimalitteratur

Efter århundreders fortielse er olien endelig begyndt at boble i fiktionens overflade

Den danske klimalitteratur har en lang og vidtforgrenet historie. Men et sted at starte er hos miljødigteren Thorkild Bjørnvig. Allerede i 1959, tre år før Rachel Carsons miljøbog Silent Spring for alvor indvarslede den vestlige miljøbevægelses tid, skrev Bjørnvig digtet “Dag og nat”. Digtet indeholder vers, der her syv årtier senere taler med en urovækkende profetisk kraft:

“Min jord, med solsort, svale, hest,
sælhund og hval, delfin og albatros,
dådyr, gazelle, løve, ravn og los –
for hver udslettet form forarmes vi,
det dyriske blir plumpt og blindt i os,
perverst og fyldt af skam: fragment og rest –
når ikke vi ser dyrets liniespil
opdrage os, og gøre kroppen fri,
så vi i dansen legemligt er til,
i ro, bevægelse, og favn i favn.
Min jord – og gøgen talte jordens år;
jeg nævnte dyrearter, navn ved navn.”

Moralen i digtet er tydelig: Naturen og det ikke-menneskelige er andet og mere end ressourcer, der kan sættes i system og udnyttes. Sådan en nytte-tankegang efterlader os blot plumpe, perverse og fulde af skam. Det er svært at læse sådan et digt på afstand af tiden uden at spørge, hvorfor vi dog ikke gjorde noget. Hvis vi allerede vidste, vi var på direkte kollisionskurs med biodiversiteten i 1959, hvorfor reagerede vi så ikke? Hvorfor afværgede vi ikke den i sandhed skamfulde rovdrift? Svaret er desværre lige så åbenlyst som spørgsmålet er reelt. For vi venter jo stadig, læssevis af biodiversitetsrapporter, klimakonferencer og miljøkampagner senere. Sandheden om menneskeskabte klimaforandringer og indvarslingen af den sjette masseuddøen er for længst etableret. Vi taler ofte om utilsigtede systemfejl, forestiller os en “kapitalisme med et menneskeligt ansigt”, men måske er det snarere systemet, der er fejlen. Som journalist og politisk aktivist George Monbiot skriver i en klumme for The Guardian i foråret 2019, så er det måske ikke tillægsordet, der er problemet i begreber som grøn kapitalisme, neo-kapitalisme eller forbruger-kapitalisme. Måske er det navneordet: Kapitalisme.

Kapitalismekritik i dansk klimalitteratur

I den samtidige danske klimalitteratur synes en kritik af kapitalismens vilkår, strukturer og menneskecentrede vækstkrav da også at være yderst fremherskende. Det ses tydeligt hos forfattere som Lars Skinnebach, Ursula Andkjær Olsen, Glenn Christian og Liv Sejrbo Lidegaard med flere. Ligesom det selvfølgelig også er til stede hos Danmarks måske mest nådesløse klimapessimist, Theis Ørntoft. De afsluttende vers af hans digt fra samlingen Digte 2014 lyder for eksempel:

“jeg har fået nok af at bilde mig samfundene ind
jeg har fået nok af at fylde min mund med petroleum
og se boreplatformene komme sejlende
se dem skyde deres flammer op i mørket.”

Det er værd at lægge mærke til, hvordan det netop er olien, der bruges til at symbolisere den samfundseroderende kapitalisme. Og Theis Ørntoft er ikke ene om at rette spotlyset mod olien. Der synes derimod at være en mindre understrøm i den danske klimalitteratur for tiden, hvor en kritik af samfundsordenen og den økonomiske model går via en litterær undersøgelse af olien som kulturelt og materialistisk fænomen – det, jeg i det følgende omtaler som oliefiktioner. Som tidligere nævnt er den danske klimalitteratur (stadig) meget broget og mangfoldig. Men det meget stramme fokus på en bestemt energikilde koblet med tydelige kommentarer til sociale forhold, kulturelle forestillinger og politiske agendaer gør alligevel denne undergenre særlig interessant. Ikke mindst set i lyset af den voksende klimaaktivisme, de vedvarende “keep it in the ground”-kampagner og det stigende pres på pensionsselskabers fossile investeringsmodeller. Oliefiktionen er på den måde yderst tidssvarende. Alligevel er det værd at spørge, hvorfor det først sker nu. Hvorfor har olien ikke figureret i nær så stor stil tidligere i litteraturen? Det 20. århundrede konstituerer trods alt det store gennembrud for olie som den foretrukne energikilde.

Olien glimrer ved sit fravær

Den indiske forfatter Amitav Ghosh formulerede tilbage i 1992 et muligt svar på dette spørgsmål i en essayistisk anmeldelse med titlen “Petrofiction – The Oil Encounter and the novel”. Teksten er en anmeldelse af den saudiske forfatter Abdelrahman Munifs bøger Cities of Salt og The Trench, men det er ikke værdidommen, jeg vil tage fat i her. Jeg vil derimod kigge på den diskussion, Ghosh sætter i gang omkring repræsentationen af olie i litterære værker. En diskussion, der siden 1992 virkelig har fået luft under vingerne og derfor også – forfatteren uforvarende – har været med til at danne et helt nyt forskningsfelt inden for humaniora.[i]

I anmeldelsen formulerer Amitav Ghosh en tydelig kritik af skrivekunstens vanskelighed ved at indfange og udtrykke oliens glatte og amorfe karakter. I lyset af de geopolitiske magtkampe, olien har medført, hvorfor spiller det så ikke en større rolle i verdenslitteraturen? For slet ikke at tale om fraværet i oliens højborg og hegemon, USA. Dermed ikke sagt, at der overhovedet ikke findes oliefiktioner fra USA. Upton Sinclairs Oil! fra 1926 kan for eksempel nævnes som et tidligt bud på en roman, der centrerer omkring olie. (Bogen danner også grundlag for Paul Thomas Andersons film There Will be Blood (2007)). Ghoshs pointe er snarere, at der er en slående uoverensstemmelse mellem oliens (geo)politiske og sociale betydning, og dets marginale rolle i det 20. århundredes litteratur. Han skriver:

“In fact, very few people anywhere write about the Oil Encounter. […] As one of the few people who have tried to write about the floating world of oil, I can bear witness to its slipperiness, to the ways in which it tends to trip fiction into incoherence. In the end, perhaps, it is the craft of writing itself––or rather writing as we know it today––that is responsible for the muteness of the Oil Encounter.”

For Ghosh er der altså noget ved skrivekunsten, som vi kender den, der modarbejder et omfattende fokus på oliens udflydende natur. Det er uden tvivl muligt at rette en kritik mod Ghoshs forsimplede og lettere firkantede udlægning af “selve skrivekunsten”. Det ændrer bare ikke på, at olien glimrer ved sit fravær i litteraturen. Hvilket ellers ikke gør sig gældende for andre teknologiske frembringelser med en lignende (eller sågar væsentlig mindre) socio-politisk gennemslagskraft. Tænk bare på a-kraft og atombomben, internettet, mobiltelefonen, elektricitet, rumskibe og andre mere almene transportmidler som biler, fly og færger.

Det er derfor også, i lyset af det forrige århundredes usynlighed, interessant at lægge mærke til den lille håndfuld oliefiktioner, der allerede er udkommet i Danmark siden år 2000.

En enkelt dråbe

For mig at se, er det første omfattende forsøg på at tage oliens natur under kærlig litterær behandling i Danmark Peter Adolphsens roman Machine fra 2006. I dette værk følger vi en enkelt dråbe benzin fra dens eksplosion i en forbrændingsmotor i Texas, tilbage til dens underjordiske biokemiske omskabelse fra et fortidigt hestehjerte over millioner af år og frem til personen Clarissa Sanders’ kræftsygdom forårsaget af undseelige sodpartiklers angreb på en bronkies epitelcelle i hendes lunge. Den sidste begivenhed begynder sådan her:

“Flertallet af de sodpartikler, som hvirvledes rundt i den smule udstødningsgas, der engang havde været et hestehjerte, samlede sig til en lille konstellation, der indfangedes af den fedtede oolit ved udstødningsrørets munding. … Efter en rum tids stigen, falden og flyven hid og did røg vores lille sammenklumpning ind under et tagskæg, hvor den satte sig fast på en løsthængende tråd fra et for længst forladt spindelvæv. Her hang den et lille døgns tid, duvende i den dovne, texanske varmebrise, indtil en altandør nedenfor blev flået op, hvorved der skabtes en undertryksvind, som rev sodpartiklerne løs fra sandskorn, fedtstof og spindelvævstråd.”

Det er Clarissa, der åbner altandøren for at råbe noget og med den vilkårlige handling forsegler hun sin egen skæbne. “Men hele 30 år skulle henrinde, før hun fik diagnosen ‘metastaseret adenokarcinom (fase III)’”.

Det er en fantastisk og fabulerende fortælling, der overbevisende binder et hestehjertes forrådnelse og omdannelse til en “mængde kulbrinteforbindelser” sammen med en sovjetrussisk oliearbejder, storpolitisk lobbyvirksomhed og 68’er-frisind og “tilbage til naturen”-tankegang. Det er samtidig et olieværk, hvor det politiske engagement er underspillet og mere subtilt i forhold til senere oliefiktioner. Det har selvfølgelig noget med Peter Adolphsens skrivestil og litteratursyn at gøre, men det er også værd at bemærke, at dette værk blev udgivet et par år før finanskrisen. Det blev med andre ord skabt under et afgørende anderledes politisk klima end de oliefiktioner, der er udkommet i kølvandet på den økonomiske nedsmeltning.

Besat af olie

Som tydelig kontrast hertil står Ida Marie Hede og Signe Schmidt Kjølner Hansens Inferno fra 2014.[ii] I dette værk genskriver de August Strindbergs paranoide, neurotiske og alkymistiske forlæg med udgangspunkt i olien som det besættende element. Og de lægger bestemt ikke fingre imellem, når de omtaler oliens økonomiske og samfundsmæssige betydning:

“Det sorte guld er en frådende maskine.
Olien er millioner af år gammel, en tidsrejsende væske.
Den har sit eget liv.
Den raffinerede olie, behandlet af menneskehænder, et manipuleret fluidum, er også begyndelsen på verdens katastrofer: på det økonomiske apparats deroute, dieselmotorer og flyindustri, petroleum og plastic, hysterisk velfærd og kaos, den overgearede kapitalisme, planetens ødelæggelse.
Når jordens overflade berøres, når borene graves ned, åbnes der op for de geologiske traumer.”

Olie “har sit eget liv” står der, men det er samtidig tydeligt i citatet, at dette liv er meget vanskeligt at afgrænse. Oliens flydende eksistens er, præcis som hos Peter Adolphsen, viklet ind i fantastisk mange forhold med den konsekvens, at oliens selv – dens essens – opløses til fordel for en væren baseret på forbundethed. Oliens “eget liv” er på den måde direkte betinget af dets forbindelser til “det økonomiske apparat”, “dieselmotorer”, “plastic” og så videre – og omvendt.

Oliekultur

Netop denne forbindelse mellem olie og moderne kulturelle og sociale fænomener er også baggrunden for den gryende humanistiske forskning i “petroculture”. Som allerede nævnt er dette felt, der særligt har vundet frem i olienationerne USA og Canada, blandt andet inspireret af Amitav Ghoshs essay. Tesen for dette forskningsområde lyder i komprimeret form, at olien og dens egenskaber langsomt, men sikkert, er sivet ned i de vestlige samfunds sociale og kulturelle lag. Som en ustoppelig kilde har det herfra spredt sig til alle verdenshjørner og belagt den globale forestillingsevne med et uomgængeligt perlemorslag. Det moderne menneskes forståelser af afstand, bekvemmelighed, fart, konservering, industri med mere klæber sig på den måde til en bestemt energikilde: olien. Et underjordisk substrat, der udvindes fjernt fra metropolerne og usynligt flyder i nedgravede rør. Kulturstudiernes ærinde er således at synliggøre oliens hidtil ubemærkede kulturelle og sociale betydning.

Med fare for at drage parallellen for vidt, kan det også siges, at Inferno interesserer sig for oliens usynlige tilstedeværelse. Fortællingen begynder i Istanbul i 2013, hvor fortæller-jeg’et bor på hotel i Beyoglu-kvarteret sammen med personerne Hunter og Sibylle, alt imens Istanbuls gader er i oprør. Men selv i sådanne perioder af tilsyneladende fravær strømmer olien i romanens undergrund:

“I Istanbul er vi aldrig til stede uden at fornemme undergrunden. Jordens tektoniske plader hælder svagt, der er materie et sted under vores fødder … Vi mærker en forbindelse til en geologisk materialitet, vi mærker en politisk ulmen, vi bor midt i en befolkning, der er røvrendt, og vi mærker det røvrendte.” 

Selvom olien befinder sig under jorden og dermed ude af syne fungerer den stadig som en aktiv medskaber af en bestemt politisk (krise)situation. Og senere står der videre om oliens eksistens: “Olien komprimerer minder fra jordens krop./Den smører politiske og historiske fortællinger./Den bærer på historier, vi ellers er udelukket fra”. Olien karakteriseres på den måde som en aktør, der “smører” de sociale hjul og medvirker til en gnidningsfri reproduktion af nogle særlige “politiske og historiske fortællinger”.

Fra en enkelt dråbe til et verdensomspændende system

Overordnet kan man sige, at denne forståelse af olien som invaderende og gennemtrængende går igen i de danske oliefiktioner. Det ses således også i Theis Ørntofts Digte 2014, der megetsigende åbner med disse vers:

“I nat, i år
et sted imellem alle sine atomer
døde det man kaldte min mor.
Det siges at hun stadig sang mens de skar hende op.
Det siges at olien dryppede fra hendes lever.”

Vi er simpelthen smurt ind i oliens fedtede systemer i en sådan grad, at det drypper fra leveren. Det kan næsten ikke siges mere kontant, hvor stor en destruktiv indflydelse olien spiller for vores globale livsførelse. Men ironien er selvfølgelig, at olien også afstedkommer økonomiske muligheder og jobsikkerhed for klemte grupper. Noget Theis Ørntoft også selv berører i et andet klimaværk med tydelige oliespor. I den sidste udgave af det danske tidsskrift Kritik skriver han et rejseessay fra den sibiriske halvø Yamal. Han er rejst hertil sammen med billedkunstneren Ferdinand Ahm Krag for at se nærmere på de kæmpemæssige kratere, der pludselig er opstået på den sibiriske tundra:

“Vi gik rundt om krateret, observerede. Det eller os. Synet af den hvidbrune permafrost nogle meter nede i de smattede, itusprængte jordlag gav mig kuldegysninger. En tandrække i en massegrav. Af og til faldt en klynge mudder ned, eller en flod af mudder gled ned af kraternes sider og landede tungt i det brune vand. Lyde og lugte. De nøjagtige geokemiske processer bag kraterne er ukendte, men man ved at tundraens permafrost smelter under den planetariske opvarmning, og at denne afsmeltning muliggør frigørelsen af eksplosiv metangas i undergrunden.”

Det er selvsagt ikke kun afbrændingen af fossile brændsler, der forårsager den globale opvarmning. Men det er en væsentlig kilde hertil. Derfor er det også – med tanke på Thorkild Bjørnvigs 70 år gamle advarsel om nytte-tankens selvudslettende perversitet – næsten ubærligt tragikomisk, når Ørntoft brutalt skifter scene. Fra de enorme kratere fortsætter mændene videre til et besøg på, “den eneste værdige natklub på Polarcirklen”: “The Oil”. 

N.B.

I Et hjerte i alt (2017) af Amalie Smith optræder det fossile desuden som en form for dyb-historisk tænkning og tematik. Ligeledes drypper siderne i Ursula Andkjær Olsens seneste roman Krisehæfterne (2017) også af en sønderlemmende kritik af en overskruet kapitalismes rovdrift på naturressourcerne. Og efter dette essays tilblivelse udkom Aske Juul Christiansens debutbog Aftenstjerne, der ifølge pressemeddelelsen, “er en roman om olie, et kompendium, mytekreds og kartografi; en intens poetisk undersøgelse af olieindustriens sidste dage.”. Olien fortsætter med at rumstere i den danske klimalitteraturs undergrund.

Litteratur:

Adolphsen, Peter. 2006. Machine. København: Samleren
Bjørnvig, Thorkild. 1959. “Dag og nat” i Figur og ild. København: Gyldendal
Ghosh, Amitav. 1992. “Petrofiction”. The New Republic, 2. marts
Hede, Ida Marie og Signe Schmidt Kjølner Hansen. 2014. Inferno. København: Arena
Ørntoft, Theis. 2014. Digte 2014. København: Gyldendal
Ørntoft, Theis. 2016. “Rejsen til Yamal”. Kritik 49 (216-217)


Karl Emil Rosenbæk (f. 1987) er cand.mag i Litteraturvidenskab og Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet. Han skrev speciale om nymaterialismens og økokritikkens bidrag til den politiske teori og kulturteorien.


BLA 6-7/19. 13.06.2019


[ii] For en mere udførlig, nymaterialistisk læsning af dette værk henviser jeg ydmygt til min egen artikel “Olie som misfittende relation”, Kvinder, køn og forskning (2018/1)