Går straumen?

Energihistorikeren Bruce Podobnik foreslår, at der er tre forhold, der gør sig gældende, når overgangen fra et energiregime til et andet opstår inden for de kapitalistiske samfund: konkurrencefordel, geopolitisk strid og social konflikt.

I det seneste tiår, har vi gentagende gange hørt, hvordan nye anlæg til sol- og vindenergi er blevet billigere at anlægge end nye kulkraftværker. Den sociale konflikt fik særligt luft under vingerne i Frankrig med de gule veste og den folkelige modstand det – forståeligt – skaber, at hæve priserne på brændstof samtidig med at man sænker skatterne for de mest velhavende. Med Ruslands invasion af Ukraine torsdag den 24. februar er det også blevet tydeligt for enhver, at en ny geopolitisk virkelighed opstod. En virkelighed, hvor Europa ikke længere kan have en energiforsyning, der er afhængig af en ’tankstation forklædt som et land,’ som republikaneren John McCain tilbage i 2015 omtalte Rusland. Det er sagt mange gange før om petro-industrien, men måske – bare måske – befinder vi os ved overgangen til et nyt energiregime.

Tilbage i 2012 udgav den norske forfatter Tormod Haugland langdigtet Straumen går. Digtet er som det fremgår på bagsiden ”ei omskrivning av Statnetts utviklingsplan 2010.” Det kan for eksempel lyde sådan her:

for å utvikle ein

ny generasjon

sentralnett med ein

ny generasjon kraftige master av stål

for å føre straumen i ein ny generasjon

leidningar gjennom lufta og ut i

straumregionane

og til dei norske byane for å gje ein

større kapasitet i overføringa av straum

sidan bruken av straum hadde auka så mykje

og eg hadde sett for meg ei framtid

eg såg ei tid med lys og varme

og det var kraft i den tida det var ord

og musikk i den tida

Den energi, der føres rundt i Norge i Staumen går, er selvfølgelig altovervejende fremskaffet ved hydrokraft. Det samme gør sig bestemt ikke gældende for resten af Europa. Omkring 40 procent af al gas i Europa kommer fra Rusland – hvilket betyder at Europa betaler et sted omkring 500-700 millioner dollars om dagen til den russiske stat. Der er med andre ord ikke tale om svulstig metaforik og hyperbole skræmmekampagner, når det bliver sagt, at Europa er med til at finansiere det russiske militær. Det er simpelthen knastør økonomisk analyse, der blot understreger, at 24. februar 2022 også er datoen, hvor energipolitik definitivt blev sikkerhedspolitik. I den tyske kansler Olaf Scholz’ historiske tale (27. februar) om massive oprustning af det tyske militær i kølvandet på invasionen af Ukraine omtalte han da også vedvarende energi som ’frihedsenergi’. På den måde kobles sikkerhedspolitik og energipolitik entydigt – en uafhængig og vedvarende energi er en sikker og frihedsskabende energi.

Ligeledes har Danmark den 6. marts vedtaget et omfattende forlig om dansk forsvarspolitik. Inden 2033 skal forsvarsbudgettet hæves til at udgøre 2 procent af BNP, hvilket vil betyde en merudgift på ca. 18 milliard om året. Hvad mere er, så indebærer aftalen også en principbeslutning om at gøre Danmark uafhængig af Russisk gas.

Rusland har således gjort, hvad alverdens klimarapporter og naturkatastrofer på mærkværdigvis ikke er lykkedes med. Rusland har gjort energiproblematikken håndgribelig.

Ubevidst energi

Inden for det litteratur- og kulturvidenskabelige forskningsfelt petrokultur arbejder man med begrebet ”the energy unconscious.” Patricia Yaeger anslog konceptet i 2011 i en epokegørende nytænkning af litteraturhistoriske periodiseringer. Her foreslog hun at inddele værker efter de energiformer, der muliggjorde dem snarere end efter filosofiske og kulturhistoriske grundtanker (så som Romantikken, Oplysningstiden, Det moderne gennembrud). Som hun skriver, ”thinking about energy sources might transform our notions of literary periods.” Når man således indlæser litterære værker i forhold til deres materielle basis, så træder energi frem i al sin magt og vælde. Værker med århundreder imellem sig får pludselig en fælles klangflade i deres relation til eksempelvis biobrændsel eller kul. ”[T]o pursue an energy unconscious means a commitment to the repressed,” skriver hun også. Der er med andre ord en ubevidst energi(form) til stede i meget litteratur som med fordel kan underlægges analytisk opmærksomhed. Omvendt levner begrebet ikke den store opmærksomhed til formudtryk og litterær stilart. Det er på den måde et begreb, der kulturkritisk læser det litterære værk som en registrering af verden snarere end som en æstetisk egenart. Det er værd at være opmærksom på. Mit eget litteraturvidenskabelige ståsted finder dog stor sympati for sådanne samlæsninger af sociale transformationer og litteratur.

Begrebet har ligeledes fundet anvendelse udenfor litteraturteorien. Eksempelvis i analyser af den ubevidste relation vi har med energi i hverdagen. Det er lidt ligesom med Heideggers hammer-teori. Vi opdager først, hvad vi har at gøre med, når lyset pludselig ikke tænder, selvom vi trykker på kontakten. I den nuværende situation med Rusland, så tænder lyset dog stadig, men en lille usikkerhed er alligevel blevet indstiftet. Ikke nok med at benzin- og naturgaspriserne stiger, i radioen og i fjernsynet åbenbares nogle ellers usynlige forsyningskæder pludselig. Vi har set det med mikroprocessorer, vi har set det med covid-19 testkapaciteten, og nu ser vi det med energi. 2020’erne har vist sig som et infrastrukturens årti, hvor alverdens distributions- og forsyningskanaler træder til syne.

Petrokulturforskeren Graeme Macdonald har således længe argumenteret for at såvel hensyn til landskabsforstyrrelse som regulære sikkerhedshensyn er væsensforskellige alt efter, hvor i verden olieproduktionen finder sted. Han skriver: “Death and injury from pipeline explosions remain a routine occurrence in and around cities such as Lagos, Port Harcourt, and Nairobi, for example. A well-rehearsed irony of the petro-capitalist world-system is that these oil-‘rich’ territories contain areas of excessive fuel poverty, where the unregulated maintenance and illegal tapping of exposed oil and gas lines is commonplace.” Ubevidst energi handler i al væsentlighed om outsourcing, offshoring og afskærmning fra/for de velhavende nationer. En slags ilands nimby-attitude (Not in my backyard).      

Skal energi til at gøre ondt?

Spørgsmålet er derfor også, om disse nye åbenbaringer afstedkommer en større forståelse af, at energi ikke er en æterisk og immateriel størrelse. Jeg er selv flyttet i hus i efteråret og varmekilden her er naturgas. Det har vi hele tiden ville omlægge til en varmepumpe, men arbejdet er i den grad accelereret over de seneste uger. Der er også to brændeovne i huset og her over vinteren har vi anvendt dem dagligt for at holde naturgasforbruget nede. Det har resulteret i nogle kropslige og mentale energierfaringer, som jeg har været forskånet for længe. Ikke bare har vi selv anskaffet mere træ, når lageret har været tomt, jeg har også selv måtte slæbe, stable, hente, huske, save, justere, optænde og løbende påfylde. Muskelgrupper, der sjældent aktiveres i kontorarbejdets stillesiddende syssel, har været udsat for noget af et chok. Min ryg, mine arme og sågar mine lår har ikke ladet denne omvæltning forbigå ubemærket. Med al tydelighed er biobrændsel som privat energiform ikke ubevidst, men i høj grad noget, der kræver både mentalt og fysisk arbejde.

Putins invasionskrig betyder, at min private erfaring synes at være forbundet til de europæiske nationalstaters nylige erkendelser. Ude-af-syne-ude-af-sind-mentaliteten har blotlagt sin mørke bagside i en sådan grad, at vi ikke længere kan bortforklare det som enkeltstående uheld. Det spanske olieselskab Repsols nylige olieudslip ved Perus kyst – den største miljøkatastrofe i landets historie – handler ikke om manglende tsunami-advarsler fra Perus side, men om tilsidesatte beredskabsplaner. Det er fristende at tro dette ”uheld” har noget at gøre med den peruvianske nations position i verden at gøre. Kan det tænkes, der ikke er lige så håndfaste og særligt efterlevede regelsæt for arbejdsmiljø her? Og kan det endda tænkes, at Repsol – der i parentes bemærket bryster sig af at være et ’klimavenligt olieselskab’ – opererer med en mangelfuld beredskabsplan ud for Perus kyst af samme grund?

Forskel mellem forviklingerne Repsol-Peru og Gasprom-Eu(ropa) er blot, at vi i Europa ikke kan kigge den anden vej. Det er tankevækkende, at det i begyndelsen af februar lignede en formsag, at naturgas skulle indgå i EU’s grønne taksonomi, hvorimod EU-kommissionen her i marts er kommet med forslag til, hvordan EU kan udfase russisk gas. Spørgsmålet er selvfølgelig om Norge, Qatar, Iran og andre gasnationer blot skal overtage Ruslands plads, eller om det er gået op for EU’s lederskab, at energi nogle gange må gøre ondt – hvis ikke i ryggen, så i det mindste i udsigten…

… for hvis ikke straumen går i vores nærmiljø, så går straumen måske.

Karl Emil Rosenbæk (f. 1987) er ph.d.-stipendiat på Syddansk Universitet. Han forsker i oliekultur repræsenteret i norske og danske oliefiktioner fra det 21. århundrede.

BLA 3/2022.