Om Trude Marsteins nyeste Roman med stadig Hensyn til Forfatterindens christelige Livsanskuelse

Trude Marstein
Så mye hadde jeg
Roman
Gyldendal, 2018
402 sider

I Recensionen av denne Bog, har jeg mer end een gang været fristet til at angribe Forfatterinden for hennes tilsyneladende kolde Livsanskuelse, men jeg var fast Besluttet paa at holde dette for mig Selv, da jeg mener, at Critiken ikke bør være en Sludder-Mads der klynger sig fast til et Skrift for at faae Plads og Gehør for sine egne Bemærkninger, men at en Recensent er og bør være, bør sætte sin Ære i at være en tjenende Aand. Men saa har det gaaet opp for mig, at maaske hang det hele ikke saa enkelt sammen; jeg mener, at se en Christen Livanskuelse hos Forfatterinden ligge slumrende og nærmest skjult i Romanen, og dette kan jeg netop ikke holde for mig Selv.

Omtalen av denne Roman er imidlertid ikke uden Vanskeligheder; thi da Så mye hadde jeg er en meget slibrig Bog, saa løber jeg let Fare for, idet jeg drager Et og Andet af den frem til nærmere Betragning, at gjøre det umuligt selv for den reneste Læser, aldeles ubeskadiget at slippe derfra. Nu er imidlertid ikke det største Problem for det 21. Aarhundredes Læseverdenen, at faae sin Sjæl beskadighed av Digteres og Digterindes, gjennem Fiksjonens eller Bekjendelsens, blottlegning av sine Sønderrevne Sinn. Nej, det 21. Aarhundredes Læseverden er blevet saa vant til denne type Slibrigheder, at den ikke længere genkender dem som slibrige, og den ligner saaledes Almuen hos Holberg som forvexler Degnens daarlige Syntax og forvorpne Ordforraad med god Latin. Jeg skal alligevel i min Omtale av denne slibrige Roman være saa forsigtig og skaansom som muligt, da der muligvis fortsatt findes en og anden ubesudlet Læser derude blandt de endnu Levende.

Man er kjed af at spise paa Porcellain

I en tidlig Scene i Romanen staaer Hovedpersonen Monika noget modvilligt paa et Lærerværelse, da hun som saa mange andre Skolemestre i det 21. Aarhundrede, har snublet inn i Virket som Lærer, ligesom en Dranker snubler over et Rennesteedsbræt, thi det var intet Kald som drev henne, men blotte Tilfældigheder. Og naar hun staaer der paa Lærerværelset, ser hun paa et Rædselsfuldt Skatol, og det grimme Møbel præger hendes Humør og hun tænker: «Fraværet av estetisk sammenheng gir meg en depressiv følelse». En indvortes Lede og Væmmelse truer til enhver Tid med at ramme henne, naar de udvortes Omstendigheder, det være sig Menneskerne hun omgir sig med eller for den Sags Skyld Værelsene hun befinder sig i, ikke fremstaar æsthetisk tilfredsstillende. Men Monika magter aldrig at arbejde sig ind i og gjennem sin egen Kjedsomhed og som Disciplen, der ikke ville vedkende sig sin Herre, da han sad ved Baalet og Hanen Gol sine ulyksalige tre Gange, vil Monika ej heller vedkende sig sit eget Tungsind. Men der Kefas godt vidste, hvad han gjorde, thi han frygtede Mængden og dens Raseri, og undlot at staae op for sin Ven og Mester for at redde sit eget Skind, erkender Monika ikke selv Hvad hun gør. Hun undgaaer sin Tristhed ligesom en av disse automatiske Døre, som det 21. Aarhundredes Teknologi har skænket Mennesket, uundgaaeligt aapnes naar Nogen tar et Skritt innenfor dens nærmeste Radius. Monika drives automatisk vekk fra sin indre Livslede; hun skifter Partner til stadighed, hun skifter virke fra Lærer til Tekstforfatter, tilbage til Lærer igjen. Hennes Vexeldrift er den vulgaire: Man er kjed af at leve paa Landet, man reiser til Hovedstaden; man er «europamüde», man reiser til America. Man er kjed af at spise paa Porcellain, man spiser paa Sølv; man er kjed heraf, man spiser paa Guld, man brænder det halve Rom af for at see Troias Ildebrand. Man kunde bli fristet til at sige som Keiser Antonin, som tros alt var klogere enn Keiser Nero: ἀναβιῶναί σοι ἔξεστιν· ἴδε πάλιν τὰ πϱάγματα, ὡς ἑώϱας· ἐν τούτῳ γαϱ τὸ ἀναβιῶναι. (Βιβλιον Z., β.)

At negligere sig Selv

Naar Monika som Barselkone sidder i Kaffeselskab med fire andre Qvinder bliver hun mat, ikke bare over at skulde tage sig af sin egen Datter, men ovenikøbet at skulde «ta seg av disse kvinnene, disse samtalene, de medtatte kroppene i de ufikse klærne og hodene fulle av vatt». Men til syvende og sidst er det sig Selv Hovedpersonen ikke klarer og ikke magter at tage sig af. Væmmelsen og Kjedsommeligheden er som en rivende Strøm, et Vandfald som til stadighed buldrer inde i henne, men idet Monika ikke gjenkjender dette som sit eget, negligerer hun samtidig sig Selv, sine Følelser og dypere Længsler. Det er forstaaeligt at Monika aldrig opsøger en Præst, for Monika er intet religiøst bevidst Menneske, men at hun ikke opsøger en af disse 21. Aarhundredes Sjelesørgere – Psychologen – viser at hun aldrig helt forstaaer hvori Problemet ligger. Denne Negligeringen er en Del af en Arvesyndsrække; Mormoren forsømmer, foruten sig Selv, ogsaa sine Døtre, Moren forsømmer Monika, og Monika i sin Tur forsømmer sin Datter Maiken. Da det intet Hovedanliggende er for Forfatterinden at i Romanen faae frem disse Sammenhænge, er de desto mere nonchalant flettet ind. Causaliteten ligger der som en Erkendelse, for den, der er interesseret i at finde den. Faktisk kan man i Læsningen af Romanen enkelte Gange undre sig om Forfatterinden selv negligerer sin egen Hovedperson i det man bliver i Tvivl om Forfatterinden forstaaer i hvilken Grad Hovedpersonen projicerer de vanskelige Følelser og lægger Dem ud i Verden. Men i en scene, hvor hun taler med sin Moder, indrømmer Hovedpersonen: «men jeg ville ikke identifisere meg med mammas depresjon og apati, jeg følte ikke at jeg hadde noe av dette i meg.» I denne Afslutningen af et af de mange Capitler, forstaaer Læseren at Forfatterinden helt bevisst har holdt Hovedpersonens Selverkendelse skjult.

Gjennem fremvisningen av denne subjektive Existens, formidler Forfatterinden krystallklart en art Pietisme i all sin strenghed og Vælde. Denne livsanskuelse viser sig for det første i Monikas Fortvivlelse over aldrig at finde faste Holdepunkter i Existensen. Slik forteller Forfatterinden paa negativt Vis læseren om Fortvilelsen over at fortvivlet ville være et Selv. For det andre viser en ethisk Livsanskuelse sig gjennem Søsteren Elise som staar som en Motsats til Monika i Romanen, som en Abel til hennes Kain. Elise holder sig til eet Virke og een Partner gjennem hele Livet. Monika reflekterer: «Det er som om drivkraften bak alt Elise gjør, er å komme gjennom ting, komme ut på andre siden, og at dersom hun kjenner glede, er det over å bli ferdig med det.» Elise har standhaftighed og et ethisk mod som Monika mangler i møtet med Hverdagen. Men i Monikas blik paa Elise, er dette noget sørgeligt og trist. Igjen svulmer den samme Lede og Væmmelse opp, naar Monika tenker paa hvordan Søsteren maae «kjøpe ny ransel til Sondre før han begynner på ungdomsskolen, handle vin til vinlotteriet på jobben, hente medisin til pappa på apoteket.» Det er nettopp denne type Gjentagelse i Hverdagen, denne typen Resignation, der utgør den religieuse Udfordring, som giver Livet det dybere ethiske Alvor, Monika mangler. Og i denne Manglen fremstiller Forfatterinden en Existens ingen Læser bevidst vil ønske sig at etterligne; Forfatterinden inviterer til Reflexion over Læserens egne Livsvalg. Det er nettopp ved ikke at placere en Himmel over sine Charakterer, at Forfatterinden gjennem Manglen minder Læseren om den samme Himmel.

Dæmonisk besatt av det Kedsommelige

Likeledes fylles de hverdagslige Øieblik med en religieus Tvætydighed: Monika er paa Bytur med sine Nevøer i Januar, aarets koldeste Maaned, og vil købe Kakao til dem, men de to Drenge vil hellere ha Slush, denne søtladne og klæbrige, men viktigst i denne Sammenhæng, meget kolde Drik. Hvem andre enn et Børn kunne ønske sig at drikke Slush framfor Kakao i Januar? Det kolde og det varme staaer i denne Scenen imot Hinanden, det varme repræsentert ved Kakaoen og Monikas Forelskelse, Forelskelsen som gav henne Overskuddet til at kunde tage med sine Nevøer. Kulden er repræsentert ved Januarmaaned og ved Slushen. La mig her faae minne den moderne Læser paa at Helvede som regel i Digtningen, ikke er et varmt, flammende Sted, men isende koldt. Det kolde Helvede symboliserer Monikas situasjon; Kjedsomheden hun aldrig kan flygte fra uansett hvilke Lykkelige Ydre omstændigheder hun skulle befinne sig i, ja, selv en Forelskelse. Ligesom naar Sjælen i Heibergs dikt En Sjæl efter Døden kommer til Helvede og befinder sig tilbage i København og opdager at det dannede, men ogsaa friksjonsløse Liv blant det bornerte Borgerskab nettopp er selve Straffen, saadan befinder ogsaa Monika sig i sit Helvede naar hun accomoderer sig efter de to Drenges Ønsker– dette er i øvrig en Verden, hvor Børnene faar bestemme over de Voksne i forhold som har med Sukker og Nydelse at gøre, men samtidig en Verden, der Børnene blir negligerede naar det kommer til Følelser og Nærhed. De finder et grimt Sted som selger Slush, det finnes vel næppe noget sted som selger Slush som ikke er grimt, og denne Drik i sig Selv er det grimmes Inkarnation, et Slush-Udsalgssted vil nesten altid være æsthetisk opprørende for et Menneske, der først og fremmest henter sin Livskraft fra det æsthetiske i sin Kamp mot det Kjedsommelige: «Vi fant et fælt sted på Oslo City som solgte slush. Vi satt på plaststoler med åpne jakker.» Her nævnes intet om Monikas indre liv, men ved disse smaa detaljer vækkes den Tilsvarende Lede og Tungsind opp i den æsthetisk bevidste Læser. I samme potens som Hovedpersonen føler et Ubehag ved det grimme, triste og Kjedsommelige, er Forfatterinden dæmonisk besatt av det samme og utfolder sitt Geni i de mange smaa Detaljer som kan fylde en æsthetisk anlagt Person med Væmmelse.

Selv naar Monika er paa sitt mest Lidenskabelige, er Leden alltid nær. I et av Romanens mest piquante Øieblik, et Øieblik som ikke gjør meget Væsen af sig, men som allikevel spares paa til slutten av Romanen, og naa faaer eventuelle nysgjerrige Læsere som endnu ikke har læst denne Roman, hoppe over de næste Linjer, eftersom jeg skal afsløre en lille Overraskelse  i Handlingen, en Overraskelse som allikevel ikke er væsentlig, og som Læseren derfor trygt kan unde sig selv, nemlig den Overraskelse at Monika som 15-aaring har kødelig samkvem med sin Staldmester som er 23 aar ældre, en «lovløshet» som hun siger, da Ridemesteren kunne blevet straffet efter Lovene. Det er betegnende for Romanen, at dette ikke bliver præsentert som nogen avgjørende Hendelse i Monikas liv. «Han var den første jeg lå med», erindrer Monika tørt, og tenker altsaa paa sig selv, som en aktiv part i samkvemmet. Det interessante for vores vedkommende er hvordan hun har det umiddelbart efterfølgende. Monika mærker en Skuffelse, Staldmesteren spurgte hende ikke, om hun ville overnatte, sagde ikke, at han ville have henne, eller for den sags skyld, at han ville forlove sig med den 15 aar gamle pige. Lige efter, at Samleiet var fuldbyrdet, og Mannen hadde lavede lyder som en syk Hest, la Monika mærke til en Detalje i Værelset: «Det sto kunstige påskeliljer i en vase i vinduskarmen, støvete.» Paaskeliljerne repræsenterer alt hva et Kærlighedsmøde kunde have været; vi har vel alle hørt, at selv ikke Salomo i al sin Herlighed var klædt som nogen Lilje. Blomsterne fremhæver ogsaa Forbindelsen til Paasken og dermed til opstandelsen og sonofferet, og siger noget om, hvor alvorlig og forpliktende, et Kærlighedsmøde kan være som noget der ansporer til en dybere Tilhørighed i Tilværelsen. Det er tydeligt, hvad dette Kærlighedsmøtet kunne have betydet: Alt!  Men det faktum, at liljerne er av Plastic giver Læseren tydelig Besked om, hvad dette faktisk betød: Ingenting!

Det er ogsaa svært Betydningsfullt at se Prædikatet i den nylig nevnte Skildring. Vinduskarmen var støvet og nettopp Støvet dukker opp ved mange Anledninger i Bogen – Støv eller Varianter af Støv, som Skælet paa hendes Ferieflørts Næse paa Gran Canaria eller det tørre Brødet paa Kjøkkenet til Kæresten like etter at hun har bestemt sig for aa gi Forholdet en ny Chance. Dette tørre element er en god Paamindelse om Menneskets Dødelighed, hele Monikas Liv er en Ferd tilbake igjen til Støvet, til Ingenting eftersom Monika nægter sitt Selv en Evighed al den tid det Evige i Monika aldrig haver blivet kultivert da hun ikke har magtet at opdage og konfrontere sin egen Fortvivlelse. Naar Monika og Fætteren Halvor begraver en Fugl i Begravelsesscenen i Afslutningen av Romanen, og de synger en salme om Guds Kærlighed, en scene som rigtignog er kronologisk helt i begyndelsen av Romanen, er det paa mange maader Monikas Evighed de begraver. Men alligevel har Forfatterinden gitt Læseren en liten straale av haab: Monika har mod Slutten av Bogen vendt tilbage til sitt Virke som Lærer og denne Gang mærker hun at Arbeidet med eleverne giver Mening for hende; Hun har med andre ord formaaet at handskes med Gentagelsens problem og er eet skritt nærmere en ethisk Livsanskuelse.

At drukne og døbe Læseren

Det har alltid været min mening, at der for en Digter i Prosaen ligger muligheder for at svinge sig opp til lyriske Højder, som Poesien aldrig kan naa, og dette er en Mulighed Marstein ikke benytter sig af. Det er for exempel faa eller ingen Gjentagelser i hendes Prosa, og det er jo som bekjent særlig dette Virkemiddel, som kan løfte Prosaen op i de højere Sfærer. I stedet dyrker Forfatterinden en sober og enkel Stil. Ikke forstaaet saaledes at Forfatterinden ikke har øre for det musikalske i sproget, det tror jeg, at hun har. Se bare paa Aabningen. I det saakaldte Forhaandsexemplaret av Bogen, som ikke var for anmeldelse, men som jeg dog vil sitere fra her, og Forfatterinden og Forlaget faaer have mig Undskyldt, men det er egnet for at faa frem noget væsentlig, staaer det kun: «Så varmt det er.» Det er som om det selv for denne Forfatterinde blev et for asketisk og koldt Anslag, for i den endelige Version blev Aapningen: «Så varmt det er, så lang denne sommeren har vært». Ved at gjentage det lille Ord «Så», skapes en vis musik. Det er ikke meget, men det er noget. Likeledes stod det i den tidligere Version: «Tante Liv sitter og blar i et fotoalbum». I den endelige Roman, blev det: «Tante Liv sitter og blar i et fotoalbum med fingrer røde av bringebær.» Her har Forfatterinden bogstaveligt talt tilsat lidt sødme. Disse to Exempler beviser at Forfatteren har Øre for den musikalske Prosa, at hun har Smag for det søde Sprog, men at hun vælger at undlade at bruge det, som Diogenes i sin tønde frasagde sig de jordslige gleder for at komme nærmere det Hinsidige. Og ogsaa i dette ligger der en Christen Ydmykhed hos Forfatterinden. Paa samme maade er Bogen proppfull af virkelig stærke Øieblikke, som mang en anden Forfatter ville gjort mere ud af, ja, ville nærmest pralet af: «Se hvad jeg har fundet!» For exempel er Hovedpersonens Observasjon af at Datteren har Tendens til overvægt noget, en mindre disiplinert Forfatter kunne have utdfoldet over fire, fem sider og dermed utvannet det hele. Marstein bruger knap to linjer.

Derimot utfolder Forfatterinden sig i Skildringerne. De mange Detaljer i Bogen, som jeg har diskutert ovenfor, er nog ogsaa Christent motivert, dog muligvis ubevidst. Det er som om Forfatterinden, med sine mange konkrete Detaljer, nærmest forsøger at drukne Læseren med Skildring paa Skildring paa Skildring, saa Læseren skal føle Monikas ubehag, og dermed blive kaldt til Reflexion, blive døpt ind i den hverdagslige Gjentagelse. At lese alle disse Skildringer er som den strengeste aandelige Indøvelse; som at svømme alene paa Havet, som at vandre i en Ørken. At Bogen har solgt saa meget som den har, at den har truffet sit Publikum, vidner om en sonende Streng i Læseverdenen og en Vilje i Folket til at vandre sulten og tørst de 40 nødvendige Dage.

Og om Forfatterinden ved sin tjeneste, har formaaet at saa en Spire i bare een eneste Sjæl ved udgivelsen af denne bog, ja, saa har hennes livsværk ikke været forgæves, og selv om bogen ingen Læser skulde have truffet, selv da har Forfatterinden gjort sin del av Arbejdet, og den eneste, der kan dømme resultatet, er Gud selv.