Fra data til politik

Klimavalget 2021 er en unik chance for at skabe en demokratisk samtale om det skønne, skriver Karl Emil Rosenbæk.
24.06.2021 - 12:11

Op til ministermødet i Arktisk Råd maj 2021 blev der udarbejdet en klimarapport om regionens tilstand. Hvor den globale gennemsnitstemperatur er steget 1 grad over de seneste 50 år, så er temperaturen på Arktisk steget med 3,1 over den samme periode. Det internationale energiagentur IEA udgav samtidig en diger køreplan for, hvordan Paris-aftalens målsætning om en global temperaturstigning på højt 1,5 grader kan realiseres ved at sikre netto-nul udledning i 2050. Planen kræver blot, at der ikke sættes gang i nye olie- og gasboringer samt kulminer. At der ikke sælges fossilbiler efter 2035. At der fra 2030 bygges en solcellepark svarende til den største, der findes i dag – hver dag. Og at indsatsen for energirenovering tredobles.

Det interessante er her ikke, at endnu et agentur eller klimatænketank udkommer med en visionær, men politisk blåøjet, rapport om klimaets tilstand. Det interessante er, at det er tale om fucking IEA. I de mere progressive klimakredse har IEA længe været set som en fodslæbende virksomhedsorienteret modvægt til klimaforskningens avantgarde. Som oftest er henvisninger til IEAs årlige energifremskrivning blevet brugt som modsvar mod radikal omstilling væk fra fossilkraft. Hele argumentationen omkring behovet for naturgas som overgangsform og lavemmisionskilde i forhold til særligt kul har i høj grad fundet støtte hos energiagenturet. At IEA har politisk gennemslagskraft kan blandt andet læses på regeringen.no. Vedrørende olje- og energidepartementet står der: ”Gjennom analyser og rapporter er IEA en viktig premissleverandør til diskusjonene om globale energi- og miljøutfordringer.”



Artikkelen er 1424 ord lang.

Du må være abonnent for å kunne lese denne artikkelen

  • Ordinært abonnement
  • Privatabonnement
  • Korttidsabonnement