Den døde har våknet. "De lævende faar holde paa mde sit, og oss Døde faar vokte vaart eget", sier Knut Hamsun om at debatten om forfatterskapet hans nok en gang har blusset opp. Foto: Anders Beer Wilse / Norsk Folkemuseum. Bildet er i offentlig eie.

På'n igjen!

Lenge har vi trodd at Knut Hamsun var død og begravet, men stadig vekk dukker han opp igjen i den norske offentligheten. Ettersom han later til å ha vanskelig for å la livet leve i fred, beslutter vi å for en gangs skyld komme ham i møte: BLA intervjuer Knut Hamsun om Hamsun-debatten.
20.05.2021 - 11:28

Knut Hamsun

(1859–1952) var forfatter, nobelprisvinner og Norges mest kjente nazist. Siden hans død i 1952, har Hamsuns spøkelse hjemsøkt norsk litterær offentlighet, og med jevne mellomrom egget til debatter om kunst, moral, historie og tvisyn.

Ja, Hamsun: Nå er debatten om deg i gang igjen. Hva tenker du om det?

Jeg har kastet et og andet Blik paa de Lævende de siste hundrede Aar. Da jeg saa at de ikke lenger underviste mig i Skolen, og at de brant mine Bøker, tenkte jeg at det var saare godt og slo mig til Ro. Man blir mindre ærgjerrig når Kroppen har visnet. Saa begynte de Lævende atter at lese mig. Jeg fik et opsving! Saare godt, tenkte jeg og lot mig ikke merke al Verden.

Nu vil en Litteraturforsker igen endre mit litterære Eftermæle: Det faar jeg taale. Debatten flammer op fordi det fremdeles er Glør ved Baalet. Her er Paradokser på spil som de Lævende trænger at utforske. De forsøger at forstaa noget viktig. Saa faar de Lævende holde paa med sit, og oss Døde faar vokte vaart eget.   

 

Ståle Dingstad tar i boka Knut Hamsun og det norske holocaust et oppgjør med forfatterskapet ditt: Han sporer antisemittisme og menneskeforakt i hele verket, og argumenterer, med en referanse til Theodor Adorno, for at det er «barbarisk» å lese bøkene dine etter Auschwitz. Har han ikke et poeng?

Naturligvis er det barbarisk.

Men det er ogsaa barbarisk efter Klimarapportene i 2013 og 2014 for en Professor i Litteratur at skrive om noget andet enn Klima. Det er barbarisk at gaa ubekymret i Gatene i Christiania med enkel Tilgang til Sykehus og Vaksine. Det er ogsaa barbarisk at drikke en Kop fairtrade Kaffe paa sit Kontor i den tro at man forbliver uskyldig. Der findes intet etisk Konsum under Kapitalkreftene.

Det er i det hele tatt noget utpreget Schweitzisk over Tidsaanden, hele den Vestlige Verden har blivet Schweitzisk i 2021, dette lille Skidtfolk oppi Alperne som gjør alt for Penger. Men nu maa jeg atter passe min Pen, Hamsun maa moderere sig – det er naturligvis liten Mening i at skrive nedsættende om et helt Land.

Dingstad har sit Point. Men det er ogsaa Problemet. Han skulde havet flere. For anlægger man et entydig Blik på Verden, blir det ænkelt at træffe Blink. Professoren kommer rustet med sine lærde Værker han har lært sig udenat, men glemmer at Kjærlighed ikke bare er Blomster og heller ikke bare Blod. 

 

Det er mange som nyanserer Dingstads absolutte konklusjoner. De mener det er fint mulig å lese deg med et «dobbelt blikk»: Visst er det nazigrums i bøkene dine, men de er sannelig bra også?

Ja, netop!

Selv kunde jeg ikke brydd mig mindre. Man maa gerne slutte med at sige at jeg er en stor Forfatter. Selv sluttet jeg for længe siden. Men jeg faar stadig nye Læsere. De leser Hamsun og opplæver Glæde, slik Dingstad en Gang gjorde. Det kalles Læseglæde, Forundring, Kraft og Liv. Professoren tror at Fornuften kan tvinge vekk Følelsene; det er et meget ufornuftig Standpunkt. Kan man bruke Viljen til at kanonisere eller cancellere Værker i hytt og i pine? Dersom Litteraturen træffer Strengene i Menneskehjertet, kan man da uten videre snu sig væk ifra Klangen?

Dere skal legge merke til at Dingstad har lest mig i alle sine Aar og elsket mig i de fleste av dem. Han har blivet fortryllet og forført, hans Hjerte har sunget og nu har det sunget sig met. Saa er det ogsaa enklere at afslutte Forholdet og gjøre op Regnskap. Det er som at først deltage i Orgien for saa i sidste Time gaa inn for Avholdet. Professoren har allerede havet sin Fornøyelse og trekker Stigen op efter sig.

 

Det er ikke første gang du skaper debatt, men Dingstads oppgjør er blant de hardeste. Tidligere har man vurdert sinnstilstanden din, diskutert om du var blitt varig svekket i sjela eller om du bare var blitt en tullete gamling da du begynte med nazinykker. Er ikke det litt ydmykende for en som så gjerne oppsøker konfrontasjon?

Jo, det er ydmygende. Jeg har blitt sjokkert over Saarene jeg har foraarsaget hos Lapperne eller «Samerne» som det naturligvis heter i dag om man er Woke, og det er man jo gerne. Jeg trodde mig en Samekjender, at jeg var paa Samernes side i mang en Sak. Jeg skrev en Gang en meget venlig instilt Omtale av en Bog om svenske Samers erfaringer. Jeg foreslo endog at Norge skulle betale Erstatning til de svenske Samer. Men saa viser det sig at enkelte Samer bliver retraumatisert naar de læser mine Bøger. Markens Grøde blir idag læst rasistisk. Det er Ydmygende, men det er nettopp Ydmygelsen som er Veien at gaa her i Efterlivet. Det er en voldsom, rystende Erfaring at selv kjenne paa Kroppen Saarene jeg har skapt hos Andre. Min egen Stolthed er mit største Hinder for Lutringen og Renselsen som skal til. Saa faar jeg trøste mig med at det finnes dem som forsvarer mig i mit Forhold til Samene: Hamsun viste Forstaaelse og Kundskap.

 

Er du ikke litt inkonsekvent i svarene her, Hamsun? Først bryr du deg ikke, deretter skal du forsone?

Jeg er inkonsekvent!

 

Apropos konfrontasjon: Det er flere forfattere etter deg som har skapt bruduljer med sin støtte til krigsforbrytere. Fulgte du med på Handke-debatten?

Igjen det samme Spørsmaal: Hvorledes romme det Uhyrlige? Hvorledes kan det Betagende og dypt vakre som Folk lar seg gripe af, ogsaa berøre og indeholde Ondskap og det Skrækkeligste, det absolut vondeste? Dette er Dilemmaet i sin Kerne. Handke-debatten var for øvrig underholdende nok. Jeg spiste varme Maiskorn og holdt med begge Sider.

 

Burde vi ikke snart bli ferdige med å diskutere deg? Du er jo mildt sagt gammelt nytt.

Nei, dere har enda ikke forstaaet. Det handler ikke om Hamsun, men om det Gode og det Skjønne og det Onde og det er aldrig Gaarsdagens Nyt, det er altid ferskt, altid pulserende. Debatten blir vi aldrig ferdig med. Det er hele Pointet med at være Levende, at søge Forstaaelse, slig Dingstad har gitt sit Bidrag til.

 

Greit, men til sist: Hva synes du selv om Knut Hamsun?

Jeg brukte min Penn for det Norge jeg trodde skulle faa en slik høy Rang blant de germanske Land i Europa. Den Tanke tiltalte meg fra Begynnelsen av. Den gjorde mer, den begeistret meg, den besatte meg. Jeg vet ikke at jeg var kvitt den noen gang i all denne Tid, mens jeg satt der i min Ensomhed. Jeg var Landsforræder, heter det. Det faar saa være. Men jeg følte det ikke slik, kjente det ikke slik, i dag ser jeg annerledes paa det. Jeg har faaet daarlig Samvittighed.

Naturligvis, skulle jeg lat være. Det er lett at se naa i Eftertid. Men Forbrytelsene mine og Saarene jeg har skabt kan ikke gjøres om. Det er ikke glemt om hundrede Aar, men staar der og dirrer i al Evighed. Saa ogsaa dette Intervjuet. Vil det gjøre ting verre?

I det rasistiske ligger det en stor Frygt. En Frygt for det ukjente og det Fremmede. I det Rasistiske ligger en Renhedslængsel. Man ønsker at skjære væk det Uvedkommende. Naar jeg nu læser min Værker, kan jeg se at jeg anla et sligt Blik på Værden en og anden Gang. Jeg ønsket Enhed, Renhed. Det ligger i Kraft i et slikt Perspektiv.

Det er en lignende Kraft som nu driver deler av Litteraturværdenen og som særlig de Unge anlegger, men ogsaa den ikke fullt saa unge Dingstad. Man vil adskille og sortere og kutte væk det Onde. Javel. Om saa var muligt, ville jeg støttet det helhjertet. Om du her på Jorden kunne foreta en slik Manøver ville det være som om du var Persevs selv triumferende med Hodet til Medusa i høyre Haand.

Vi Døde kan ikke andet end at le af en slig Holdning. Vi vet at Verden er dualistisk og Blod og Kjærlighed og Schweizere og Tydskere om hverandre. Den største Utfordringen er ikke at se Nazismen hos Knut Hamsun, men at se Nazisten i sig selv. Har vi ikke alle disse Impulsene? Kan hende vi maa si med Georg Johannesen, som jeg i Parentes bemerket har sat stor pris paa: Folk leser ikke Hamsun på tross av at han var Nazist, de leser han fordi han var Nazist. Dessverre.



Les også Frode Helmich Pedersens metakritiske essay om Dingstads bok.


BLA 5/2021

Emneord: