Poetikk: Naja Marie Aidt

Inger Christensen skriver i  bogen Hemmelighedstilstanden om at skrive. Hun skriver: «Både før man sætter sig til papiret, for måske, måske ikke, at skrive et digt, og siden når man sidder der i timevis, er det sådan: som om man er faret vild. Verden, der for et øjeblik siden ved morgenkaffen var ret overskuelig og hverdagsagtig, er pludselig igen blevet alt for stor, og selv om bevidstheden vandrer i alle retninger, medbringende sine små sprogstumper, kan den ikke finde nøjagtig den sten, den plante, den begivenhed, den ubegribelighed måske, hvorfra den kan finde tilbage til verden ved hjælp af ord.»

Det var ikke morgenkaffen jeg sad med, da jeg for vild, da mit sprog gik i tusinde stykker. Det var aftenkaffen. Et telefonopkald, en ulykke, et barn mistet til døden. På et øjeblik gik alt i min verden i stykker, intet var mere som før, alt var nyt og ubærligt, ulideligt, umuligt. Jeg, der altid har haft en dyb tillid til sproget og til min egen evne til at bruge det, en tillid til, at det som skal skulle skrives ville blive skrevet, at stoffet ville finde vej, hvis det var stærkt nok, jeg kunne pludselig ikke skrive et ord. Jeg kunne ikke danne en sætning. Og ikke nok med det – jeg foragtede sproget og skrivekunsten, jeg spyttede på fiktionen og poesien, jeg hadede alle mine bøger, smed dem rundt i stuen i afmægtig raseri. Jeg ville aldrig læse igen. Jeg ville aldrig skrive igen, jeg kunne ikke. Alligevel skrev jeg en bog om mit tab. For mens jeg ikke kunne og ville, så kunne og ville jeg heller ikke noget andet. Jeg er forfatter, også når jeg ikke vil være det. At finde et sprog til det sprogløse, det blev nu min uønskede opgave. H.C Andersen skrev i Mit livs eventyr: «At rejse er at leve». Og jeg kan sige: At skrive er at leve. Sådan er det for mig at skrive bøger. Jeg lærer, forstår og ånder gennem sproget. Jeg lever gennem sproget. Og da sproget døde for mig, var det fordi noget i mig var dødt. Jeg havde mistet mit barn, hvordan leve videre?

Jeg skrev i lang tid næsten intet. Nogle få ord på en serviet. Nogle få linjer i et hæfte. Et notat på en busbillet. Tre desperate ord noteret på min telefon. Ud af de små fragmenter rejste der sig efterhånden en struktur, noget der kunne ligne tekst, så lille og kommaløs som den var. Hvad var det her? Hvordan kunne det ordnes, hvordan kunne der skabes sammenhæng i et stof der har mistet al sammenhængskraft? Kunne netop det fragmenterede og ufuldendte blive en bærende kraft? Småbitte bevægelser, små skridt, det blev min metode. Ikke med tiltro til noget som helst, uden tillid, men alligevel en bevægelse. Når jeg tænker tilbage på arbejdet med bogen, står det i en tåge for mig. Dagene flyder sammen, jeg er ikke mig selv.  Jeg er ren overlevelse. Mine kognitive evner er svækkede. Min koncentration er dårlig. Jeg har fået hældt bly ned i min krop og jeg er samtidig som et jaget dyr, jeg kan ikke holde noget ud, jeg kan ikke være nogen steder, allermindst i mig selv.  Alligevel skriver jeg. Det er en eller anden form for mening i det totalt meningsløse. Teksten bliver et sted, hvor jeg kan være med min store sorg. Et rum jeg kan møde min døde søn i. Teksten bliver et landskab, hvor jeg kan møde andre stemmer, andre forfattere, der før mig har skrevet om tab og død. Jeg kan læne mig op af litteraturen, jeg læner mig op af Mallarmé, af Roubaud, af Platon, af Cicero, jeg genlæser Gilgamesh-eposset, jeg genlæser C.S Lewis og Anne Carson, jeg leder efter spor og veje, jeg leder efter mening og ord, forbindelser, jeg leder efter døden og de døde.  Når jeg genlæser bøger om sorg, forstår jeg dem nu på en helt anden måde, dybt i kroppen, sproget er dødt men lytteevnen er intakt. Jeg lytter.  Jeg bliver en del af de lidende menneskers fællesskab. Jeg kan forsøge at dele smerten. Jeg kan måske skrive et spejl frem,  jeg kan måske række noget frem og sige: her, værsgo, dette har jeg oplevet, dette har jeg erfaret. Jeg kan måske finde chokkets sprog. Jeg kan tvinge læseren til at lytte til chokket, hvis jeg kan skrive ærligt. Og jeg kan sige: Kærligheden dør ikke. Jeg rækker ud til de mennesker, der har kendt min søn og siger: send mig tekst. Jeg inddrager et digt fra hans lillebror, en begravelsestale fra hans storebror, nogle linjer fra hans farfar. Jeg taler med misbrugskonsulenter, jeg læser om de psykedeliske svampe, der slog min søn ihjel. Jeg læser politirapport og obduktionsrapport. Jeg læser min søns efterladte noter og digte. Jeg vil væve alle stemmerne sammen med min egen, jeg vil skabe et korværk, noget fælles, hvor jeg ikke er alene med min egen forpinte stemme.

Jeg skrev bare, fremad, fremad, trak alt hvad der var i mig ud og lod det løbe ned i det ødelagte smadrede sprog. Langt senere opdager jeg, at jeg er blevet i stand til redigere. Bogen begynder at tage form. Langsomt genvandt jeg mit blik. Eller: Jeg fandt en måde at bruge mit nye blik på, mine nye øjne. I hjernen begyndte der igen at opstå forbindelser, så jeg kunne overskue stoffet. Og i mens havde jeg det forfærdeligt dårligt. Jeg havde det hele tiden forfærdeligt dårligt.  Og jeg skrev. Og jeg græd. Og jeg skreg. Og jeg skrev. Det sprog, jeg både havde mistet og fornægtet, endte med at blive min livline. Min redning. Jeg lyttede mig frem. Og når jeg tænker på det nu, er det jo ikke overraskende. For som Inger Christensen også skriver i Hemmelighedstilstanden: «Indimellem hjælper det at gøre blikket fraværende, og alene lytte til ordenes klang og rytme, forsøge sig frem og lytte så længe til denne musik, at man omsider ved, at musikken har en betydning, den skal bare lokkes frem; så ordene ikke bliver overladt til sig selv i deres egen vellyd, men ved denne stædige lytten, denne vægtning af fylde, hastighed og farve, til sidst kan bringes frem gennem de opspærrede øjne til mødet med forårsregnen eller rimfrosten, eller hvad det nu er, og begynde at indsamle nye ord og sete eller usete ting.»

Inger Christensens sidste skønlitterære værk er sonetkransen Sommerfugledalen fra 1991. Hendes sidste værk er netop Hemmelighedstilstanden (2000), en samling essays, der kredser om kunsten at skrive. En poetik. Hvad kan man skrive, når man har skrevet et rekviem? Hvad har betydning stillet overfor døden? Findes der overhovedet en vej til nyt stof, når man har skrevet et rekviem?  Det gjorde der åbenbart ikke for Inger Christensen. Der fandtes til gengæld den mulighed, at skrive om at skrive. Det er en smuk afslutning på et af nordens smukkeste forfatterskaber.

Jeg ved endnu ikke, hvordan jeg skal skrive i fremtiden. Men ved man nogensinde det? Jeg er for altid ændret, også som forfatter. Jeg leder efter ting, der føles vigtige. Jeg føler mig træt. Jeg ønsker bare at leve et stille og enkelt liv, værne om dem jeg elsker, nyde forårsregnen og rimfrosten, dagen og vejen, det  banale. Jeg har altid skrevet om det svære og dramatiske, de vilde hårde ting. Men nu har jeg oplevet og skrevet om det sværeste, det mest dramatiske og hårde der findes. Hvad så? En kollega rådede mig fornylig til i stedet at skrive om det uvigtige. Det der tilsyneladende ikke har betydning. Hun sagde: «Hvis du skriver om det ligegyldige, så finder du måske en flig, en lille sti til noget, der føles vigtigt.» Måske ligger der en mulighed for en genfødsel i sproget. Måske har jeg en større indsigt nu. Måske er jeg blevet mere enkel. Måske mere ligeglad. Måske mindre forstillet og forfængelig. Og måske er der historier i det nye blik, i den nye lytten.