Athena Farrokhzad. Foto: Kolon forlag

Politikken er tilbake i poesien – og denne gongen er det personleg

Det ligg kimar til opprør i å insistere på retten til å føle «feil». Ikkje minst er demonstrative dikt eit opprør mot normer for den gode smak.  

«Og til sidst dette med at kunsten, åh kunsten, ikke skal tage parti, dette med, at det skulle være så grænseoverskridende spændende ikke at vide, om en forfatter der har skrevet en racistisk tekst mon også selv er racist, denne lille de riges juleleg (…) Jo, lad os skælme, lad os være åbne og forstyrrede og mange, men lad os ikke give magten hvad den vil ha, hvis du vil være reelt grænseoverskridende, så tag parti.» 

Det er den danske poeten Asta Olivia Nordenhof som slik seier si hjartans meining om at politiske spørsmål så lenge har blitt gjort til spørsmål om privat moral, ikkje berre i offentleg debatt, men i litteraturen (statusoppdatering på Facebook 23. februar i år). 

Artikkelen er 5140 ord lang.

Du må være abonnent for å kunne lese denne artikkelen

Her kan vi legge inn en tekst.

  • Ordinært abonnement
  • Privatabonnement
  • Korttidsabonnement
Emneord: